Tidsfornemmelse og hyperaktivitet

Udskriv

Tidsfornemmelse

Alle oplever en tidsforvrængning i en eller anden grad. Det hænger normalt sammen med følelsen af kedsomhed eller begejstring. Keder man sig, går det indre ur hurtigere, og tiden synes lang. Er man optaget af et eller andet, går det indre ur langsommere, og tiden synes at flyve af sted. Det er dog kun forvrængninger i lille skala sammenlignet med dem, en dyslektiker eller ADHD'-er oplever, når han eller hun er desorienteret.

Et menneskes tidsopfattelse er først og fremmest styret af den mængde dopamin (neutralt transmitterende stof), der ligger omkring hjernens synapser. Jo mere dopamin, jo hurtigere går det indre ur, og desto mere forekommer tiden at snegle sig af sted. Er mængden af dopamin mindre, går det indre ur langsommere, og tiden flyver af sted. Det ser ud, som om desorientering er med til at forandre den dopaminmængde, der dannes og spredes i hjernen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Når ens ‘indre ur’ kører for hurtigt, oplever man ét minut som værende tre minutter. Så kan man jo nå meget mere! Dette kommer til udtryk sig ved et højere energiniveau og hyperaktivitet. Omgivelserne opleves som kedelige. Imidlertid kan også det modsatte ske: Hvis ens indre ur kører for langsomt, vil personen opleve tre minutter som værende ét minut, og personen har svært ved at følge med og har en følelse af at have mindre tid end normalt. Dette fænomen kaldes hypo-aktivitet.

Hyperaktivitet

Det er let at forstå, hvordan hyperaktivitet fungerer, når man kigger på begrebet ud fra Ron Davis' synsvinkel.
Når barnet ikke kan følge med i, hvad der bliver sagt, eksempelvis på klassen, bliver han eller hun forvirret og begynder hurtigt at kede sig. Da barnet nu er blevet desorienteret, begynder det indre ur at gå hurtigere, og barnet oplever, at den ydre tid synes at gå langsommere. Nogle børn giver udtryk for, at læreren snakker i slowmotion og at det føles, som om tiden står stille, når de er i klassen. Det er medvirkende til, at den indre uro starter.

Derudover er elevens sanser forvrængede, også opfattelsen af balance og bevægelse. Oplevelsen af balance og bevægelse er vendt på hovedet: Hvis eleven sidder stille, når forvrængningerne begynder, vil han eller hun have en fornemmelse af at være i bevægelse. Når eleven bevæger sig (fx bevæger foden/ ryster hoved) vil eleven opleve det modsætte og har følelsen af at sidde stille. Det er simpelthen kompensation for en upræcis følelse af bevægelse. For eleven selv virker det beroligende, men adfærden bliver vurderet som rastløshed af personerne omkring eleven. Når eleven til gengæld bliver tvunget til at sidde stille, vil han eller hun på et tidspunkt få fornemmelsen af at føle sig søsyg. For at undgå at blive mere søsyg og kaste op, er eleven nødt til at bevæge sig.

Når eleven lærer at slukke for de hjerneceller der udløser desorientering, vil eleven ikke længere have behov for at bevæge sig. Det lærer man ved den såkaldte Davis®-orienteringsprocedure. Derudover lærer man, bevidst at skifte den indre hastighed. Billedtænkende mennesker tænker 400-2000 gange hurtigere end andre, og de kan derfor være utålmodige, urolige og uopmærksomme, når de skal sidde stille og høre efter i klassen.